Om yinhuset i Haderslev

yinhuset er en lille yogaoase, hvor den genopbyggende, stille og meditative yoga er i centrum. Mindfulness er den rislen, der strømmer gennem klasserne, hvor yogamåtten er dit fristed, og tiden er din egen.
Jeg tilbyder små yogahold med højest fem eller 10 elever. Derfor vil du være i fokus og få støtte, vejledning og plads til det, der er godt for dig.

Hvem kan deltage?

Alle kan deltage uanset erfaring med yoga. Hvis du har sygdomme, skader eller skavanker, såsom dårlig ryg / knæ / håndled, forhøjet / for lavt blodtryk, stress, depression eller andet, der gør dig sårbar, vil jeg gerne tale med dig, før du begynder hos mig, så du er med i mine tanker, når jeg planlægger timen. Det er muligt jeg foreslår, at du kommer på et af mine hold med max fem deltagere. Mange af disse hold er netop for mennesker med særlige behov – med en særlig sårbarhed.

Medbring gerne ekstra trøje og strømper, da det er naturligt at kropstemperaturen sænker sig.

 

 

Sådan blev Yinhuset til

Fra tanke til handling

Min baggrund

Jeg er født i 1957 og har altid arbejdet med formidling. Det være sig som journalist eller underviser af børn eller voksne. Nu koncentrerer jeg mig om yinhuset og de spændende ting, der kan formidles her i dejligstuen, som jeg kalder min lille yogasal.

Hvilken yoga?

Jeg arbejder primært med yin yoga, genopbyggende yoga og yoganidra. Det vil sige de passive sider af yogaen. Mange menneskers liv er i dag nemlig præget af heftig aktivitet, og det kan være svært at følge med, at mærke, hvad der er godt eller skidt for en selv, ja, nogle mister livsgnisten, humøret og følelsen af indhold, frihed og ikke-robotagtige hverdage. Yogaen er en slags etiklære og i den lære indgår kroppen som en vej, og ikke – som i mange andre spirituelle traditioner – som en forhindring.

Hvorfor yinhuset

For mig er yoga et anker og et barometer, en rejse og en fordybelse. Afspænding, visualisering, meditation, åndedrætsøvelser og udstrækning af kroppen gør (mig) godt – og den erfaring vil jeg gerne give videre til dig.

For alle

Langt det meste af tiden er du på måtten, siddende eller liggende. Måtten er dit frirum, din oase, ja, den kan være alt det gode, du gør den til. Du konkurrerer ikke med nogen – ikke en gang dig selv. Tværtimod lærer du dig selv bedre at kende i en atmosfære af venlig åbenhed. Og det er netop yogaens mål: at hjælpe den praktiserende til at leve i venlig åbenhed over for sig selv såvel som andre. Det vi især ved om yogaens grundlæggelse kommer fra den indiske filosof Patanjalis værk YOGASUTRA, som menes at være fra 300-400 e. Kr.